Marts - April

Så blev det marts, og så kom tiden hvor jeg skulle starte i børnehaven. Nøj, hvor er jeg bare stor… når jeg altså har lyst til det. Jeg er for eksempel stadig så lille, så jeg skal køres i klapvogn hver morgen, jeg kan overhovedet ikke finde ud af at cykle. Men jeg er så stor at jeg skal have min egen madpakke, og min morfar har købt en gul Lego madkasse til mig – juhu! I marts var vi også en tur ovre i farmor og farfars sommerhus på en miniferie. Det var super hyggeligt derovre. Bare ikke lige nede ved vandet, for det er smadderfarligt med hajer i! Men det var dejligt at holde rigtigt fri sammen med far og mor og Valentin, og jeg er blevet dygtig til at spille Ludo.

Da det blev april åbnede Legoland, for det har nemlig været min fødselsdag. Så nu er jeg tre år, og det er bare sejt. Jeg havde en hel masse gæster til min fødselsdag, og jeg var selv med mor ved bageren og hente rundstykkerne og kagemanden. Jeg eeeeelsker bare rundstykker. Men ih, hvor blev jeg bange da alle de gæster kom, jeg løb helt ind under bordet. Men da jeg ikke var forskrækket mere var det dejligt med alle de gæster og at lege med mine kusiner. Vi har også allerede været i Legoland mange gange, det kan jeg godt li’.

For at se billederne i stort så klik på det lille billede!





Tilbage