De første mennesker kom til Grønland omkring år 2500 f.kr., men landet har ikke været beboet i al den tid, i flere perioder har der været folketomt. Indvandringen er hver gang sket i det nordvestlige Grønland af inuiter fra Nordamerika, og de nutidige grønlænderes forfædre er Thulefolket. I dag kalder grønlændere sig "inuit" som betyder "menneske". Ordet "eskimo", som vi ellers kender, menes afledt af det indianske "esquimantjik" der betyder "dem, der spiser kødet råt". Det er ikke ment flaterende, og ordet "eskimo" bruges efterhånden kun i historiske kontekster.
I slutningen af 900-tallet begyndte nordboerne deres indtog i den sydlige del af landet. Den forviste islænding, Erik den Røde, udforskede kysterne og vendte hjem til Island og fortalte om "Grænlendi", som han kaldte det, fordi et godt navn skulle trække folk dertil. Under ledelse af Erik den Røde kom 300-400 mennesker i sommeren 986 til Grønland med heste, køer og får og bosatte sig. Nordboerne var bønder, og foruden dyrehold dyrkede de græs til foder, og de mestrede kunstvanding og gødning. De begyndte siden at jage, fange og fiske. Nordboerne blev i Grønland ca. 500 år, indtil en klimaforandring i 1300 tallet satte ind, der passede til Thulefolkets levevis men ikke nordboernes.
Siden unionen i 1380 hvade Danmark-Norge påberåbt sig herredømmet over dette fjerne, fremmede land. Man havde fået kendskab til grønlænderne, men vidste ikke, at nordboerne var væk. Det opdagede man ikke før 1721, da præsten Hans Egede af Frederik d. 4. fik tilladelse til at rejse ud for at finde nordboernes efterkommere og genkristne dem. Han fandt dem ikke, men gav sig i kast med at kristne grønlænderne i stedet.
Unionen mellem Danmark og Norge blev opløst i 1814, og Grønland fortsatte herefter med at høre under Danmark. Gennem årene styrkedes handelsvirksomheden langsomt men de sociale forhold i Grønland var dårlige. Under statsminister Hans Hedtoft blev det i 1950 besluttet, at Grønland skulle være en del af Danmark på lige vilkår. Der blev derfor sat en del initiativer i gang med henblik på at modernisere landet, bl.a. med hensyn til sundhedsvæsenet. I 1953 skiftede Grønland fra status som koloni til del af det danske rige, og fik to pladser i folketinget. Moderniseringen tog nu rigtigt fart, og mange danskere blev sendt op for at opbygge landet. Grønlænderne var sat på sidelinien, og det voldsomme brud med den traditionelle levevis førte til en følelse af umyndiggørelse blandt grønlændere, og til store problemer med misbrug og vold.
Op gennem 1960'erne og 1970'erne øgedes den politiske bevidsthed i Grønland, og i 1973 blev der nedsat en hjemmestyrekommission af grønlandske politikere, der to år senere kom med en række argumenter for et hjemmestyre. Man besluttede at oprette et hjemmestyre i 1979, hvis en folkeafstemning viste flertal for det - 70% stemte for! I dag er næsten alt overtaget af hjemmestyret.
Uddannelsesmæssigt er Grønland også godt på vej mod selvstændighed, selvom der stadig er mangel på lærere. I alle bygder er der folkeskole-undervisning fra 1.-8. klasse (nogle længere) og i byerne yderligere til og med 11. klasse (fra august 2008 kun 10. klasse). I byerne findes også en faglig grunduddannelse, STI, hvor man bl.a. kan tage fag som pædagogik, byggeri, fiskeindustri og handel og kontor. Enkelte steder kan man derudover tage en gymnasieuddannelse, GU. I Nuuk ligger landets universitet der har fire institutter: Grønlandsk, Administration, Kultur og Samfund samt Teologi.