I dag er næsten hele Grønlands befolkning kristne, men traditionelt har inuitternes tro væres baseret på leveregler, der var videreleveret fra tidligere slægters visdom. Udgangspunktet var at alt havde en sjæl. Man troede på "Sila" som en universel, magisk magt, og på at der fandtes både gode og onde ånder. Dertil kom en række andre mytologiske skabninger, f.eks. Havets Moder (Sassumap Arnaa). Vigtigst af alt var det at undgå genfærd og onde ånder (Tupilakker). Åndemanerne (angako) var derfor et afgørende bindeled mellem menneskene og de gode ånder. I Østgrønland begyndte kristningen ikke før slutningen af 1800-tallet, og her er der derfor stadig spor af den gamle naturtro. F.eks. er det ikke ualmindeligt at man begynder at fløjte og løbe rundt om huset, når der er nordlys. Et gammelt sagn siger, at nordlyset er når de døde spiller bold, og når man fløjter og løber kan de døde (altså genfærdene) se, at man ikke er død, og at man derfor endnu ikke skal hentes. Andre steder er traditionen af man ikke må fløjte da man så risikerer at ånderne hugger hovedet af én og spiller fodbold med det.
Sang, dans og mytefortælling har længe været en central del af den inuitiske livsform. De lange, mørke vinteraftener i tørvehytterne har været grobund for en udbredt fortællekunst og sangtradition. Især trommedansen, som kan føres tilbage til åndemanernes arbejde, er helt central i denne tradition. Det er bl.a. derfor, det nye kulturhus i Nuuk har fået navnet "Katuraq". Det er navnet på trommedanserens tromme, som er lavet af en træramme med en udspændt blære eller mavesæk, f.eks. fra isbjørn. De gamle sagn og myter er også stor inspirationskilde til de mange grønlandske kunstnere.
Ordet kunst hedder på grønlandsk "Eqqumiitsuliorneq" og betyder "noget mærkeligt, som er tillavet". Motiver er som regel dyr, mennesker og natur. De fleste kunstnere er billedskærere, som laver dyrefigurer af fedtsten eller tupilakker af ben, tand eller træ. tupilakkerne er nok det mest kendte produkt i den grønlandske kunst og ethvert turistkontor med respekt for sig selv sælger dem. Vi kender dem som figurer med et truende og grotesk udseende, men oprindeligt var tupilakker et magisk ulykkesdyr. Det var et slags væsen, var sammensat af dele fra dyr og mennesker, og som blev gjort levende ved trylleord. Derefter blev det sat efter det udvalgte offer for at skade det, og det var kun troldkyndige, der lavede dem. Tupilakken blev sat i vandet for at kunne søge efter sit offer, og hvis den var stærkere end den person, som havde frembragt den, ville den vende tilbage og skade vedkommende.
Kaffemik er også et begreb i den grønlandske kultur. Man holder kaffemik når som helst man kan finde en anledning til det. Hvis man hører at "der er kaffemik" er det helt sikkert en invitation. Det er en slags åbent hus; man behøver ikke fortælle om man kommer eller ej, men det er høfligst at dukke op. Ved kaffemik er husets borde dækket op med kopper og tallerkner og en masse kage (lidt som i "Synnejylland"). Man drikker kaffe efter tur når der er plads ved bordet, og ellers er man der bare... sammen! Når den første kop kaffe er tømt bliver man budt en kop til, som man bør sige ja til. Derefter er det skik at sige nej. Flere steder arrangerer turistbureauerne kaffemik for turisterne.