16/9 2007

Nå, nu når jeg har besluttet, at der skulle være et dagbogsindslag på denne del af vores side, var det måske på tide at jeg fik den taget i brug… Nu har vi trods alt næsten været her i to måneder. Der er faktisk rigtigt mange ting, jeg ville skrive, så nu må jeg tænke lidt tilbage.

Rejsen herop var lidt lang og drøj. Da alting var flyttet væk fra København, var det som om, det begyndte at gå op for mig, at jeg skulle forlade alle mennesker for en tid… lang tid. Og det var med en klump i halsen, da de alle sammen vinkede til os i lufthavnen og vi gik ud til flyveren. Nå, men så var vi jo afsted og jeg begyndte faktisk at glæde mig til den store oplevelse, der ventede. Og på Island havde vi nogle gode dage, men da vi kom til Grønland og det første indtryk sådan havde lagt sig blev det lidt hårdt. Jeg trives, som de der kender mig vil vide, IKKE med kaos, og de første dage var sådan set ikke andet. Der gik et par dage, hvor vi ikke havde fået hverken hus eller flyttelæs, men så kom det endeligt og så… var det bare flytterod i en hel uge! Da var det jeg begyndte at savne alle mennesker helt vildt. Det var ikke spor rart, og i det øjeblik ville jeg bare HJEM igen. Den reaktion kom faktisk lidt bag på mig, for det er jo en stor oplevelse at flytte herop, som jeg havde glædet mig til.

Men efter en tid, da der begyndte at falde ro på alting og vi kom på plads, er det noget andet. Det vil sige, jeg savner selvfølgelig stadig alle dem derhjemme, men har heldigvis også fået øjnene op for Grønlands mange kvaliteter. Naturmæssigt er det jo en oase af oplevelser. Vi er godt nok lidt begrænset af børnene, hvad det angår. Havde det ikke været for dem, havde vi sikkert camperet i fjeldet hver weekend. Men det er også ret sjovt at have dem med, de ser jo alting i en helt anden øjenhøjde end vi gør. F.eks. kom vi en dag forbi en død sæl, nogen havde fanget, og vi ville forklare Valentin, at man tog kødet ud af den og spiste det. Han så HELT forkert ud og proklamerede, at man ”da ikke kan spise en stor tyk mulvarp”! OK, sådan havde jeg ikke lige set på det. Sådan er der så meget. I går gik vi en tur op til den ene side af byen, hvor vores drikkevandssø ligger, som er en stor naturlig sø, hvor man henter byens drikkevand. Og det var da lidt fedt at slæbe børnene med derop og vise bjergene frem. René slæbte endda klapvognen (med Esben!) op ad fjeldet helt op til en varde, hvor man kan se hele vejen ud til havet og de store isbjerge. Dem vi har i fjorden kan i hvert fald ikke måle sig. Sådan noget skaber jo også minder for børnene, selv om de ikke er bevidste om det. Nogen gange kan naturoplevelserne bare godt føles lidt påtvunget… her er jo for pokker ikke andet at lave. Men det bliver det ikke mindre storslået af… heldigvis. I dag lykkedes det os at finde sortebær, så nu kan vi få frisk frugttærte á la Grønland. Som I kan se på vores billedside har jeg også været ude at sejle på en heldagstur op til en gammel forladt amerikansk base. Det var efter kun en uge her, og det var også en stor oplevelse. For det første er omgivelserne fantastiske med alle fjeldene og bræer og isbjerge selv om det var højsommer og solskin. Og så fik jeg allerede chancen for at se hvaler. Godt nok var de langt væk og ikke særligt fotogene, men de VAR der, og det har jeg også glædet mig til. Det var helt vildt godt. Selve basen var spændende nok, men det var sejlturen i sig selv, der gjorde det for mig. Det er helt klart fra søsiden man skal se landet, det er bare helt vildt.

Så er der det med at man pludselig bor i en helt anden kultur, og skal tilpasse sig. Det er ikke altid lige nemt, og jeg tror, at jeg tager et helt andet syn på vores egne indvandrere med hjem. Jeg vil skynde mig at sige at folk i Tasiilaq er meget venlige og imødekommende. Man hilser på hinanden på gaden, og det varede ikke længe, før man kunne navnene på et par stykker, deriblandt Enok (ved ikke om det er stavet rigtigt, det er sikkert med Q, ligesom alle de andre ord), som kommer her tit og vil sælge et eller andet, han har lavet; halskæder, tupilakker og meget andet. I begyndelsen af måneden fik vi en del af kulturen at se og føle, som det er virkelig svært at skulle leve under. Det var kombinationen af lønningsdag, udbetaling af børnepenge og skat tilbage, og det betød at byen var fyldt med fulde mennesker, der væltede rundt i hinanden. Og SÅ bliver de imødekommende, og især overfor børnene, som de gerne ville nusse om og snakke med hele tiden (hvad børnene absolut ikke ville have). Det synes jeg faktisk var direkte ubehageligt, når sandheden skal frem. Men man skal huske at det er en del af den kultur vi har valgt at leve i. Man ser ikke skævt til det, og det kan vi jo heller ikke tillade os, bare fordi vi ikke er vokset op med det. Det er svært, men vi fandt jo så også ud af at det ebber lidt ud efter et par dage.

Valentin og Esben tager det hurtigt til sig, og begynder allerede at lære Grønlandsk. Esben kan ikke finde ud af, når vi spørger ham om han skal have mere at spise f.eks., med mindre vi bruger det grønlandske ord for det. Og Valentin kommer hjem og kan nye ord og børnesange jævnligt. Esben har det som blommen i et æg i børnehaven/vuggestuen, det er lidt noget andet med Valentin. I begyndelsen sagde han, at det var fordi børnene var grønlandske, men nu har vi alligevel fundet frem til at han keder sig helt vildt. Det har intet at gøre med at det er Grønland, det er bare fordi der næsten kun er små børn derhenne, og det er lidt synd hvis han får en dårlig oplevelse med Grønland af den grund. Så vi gør meget ud af at det er godt her. Vi arbejder på at finde en løsning, og vi skal nok finde på noget.

Nå, nu kommer det til at lyde som en lang klagesang, det er det IKKE. Grønland har virkelig mange kvaliteter, og vi har allerede oplevet en masse, synes jeg. Der venter meget mere, og i dag er de første snefnug faktisk faldet her i byen, så nu glæder vi os til det biver vinter, så er der sikkert endnu mere at opleve.



Tilbage