10/10 2007

Nå, så er der gået lidt igen, og jeg har lidt på hjerte. Nu har jeg jo prøvet at have fødselsdag (efter Valentins tidsregning: one down – three to go) heroppe, og det var jo dejligt. Jeg savnede selvfølgelig alle de mennesker, der plejer at besøge mig, men jeg fik mange dejlige hilsener på og omkring dagen (det kan jo være lidt svært at ramme en bestemt dato med posten). Nogle af gaverne fik jeg med posten nogle dage inden min fødselsdag, vi får jo al vores private post sendt til mit arbejde… hi hi, så kan man lure. TROEDE JEG! De blev bare snuppet da jeg kom hjem og gemt på skolen, ØV. Men jeg fik nogle gode ting, som jeg nok tror jeg har husket at takke for, ellers er det hermed gjort. Jeg har også fået nogle skønne smykker af lokal fabrikation. Af René fik jeg en ring skåret ud i narhvaltand med et isbjørnehovede på (altså skåret ud – ikke et rigtigt et). Tilfældigvis fik jeg så af alle på arbejdet et par søde ørestikker med små hjerter også i narhhvaltand, så nu er jeg rigtigt fint klædt på. Krista var sød at sende mig Jyske Vestkysten fra d. 4/10 bl.a. med to artikler om at Jacob har fået en pris for at have reddet en mand ved Viaduktfesten sidste år, det var en sjov og god ide at sende nyheder hjemmefra på den måde, jeg blev helt rørt.

Grønland er stadig Grønland (no shit Sherlock), der er ikke så meget nyt at berette. Vi var for noget tid siden ude at fiske med Jørn (skoleinspektøren), Rea (hans kone), Rannva og Røskva (deres børn). Vi fangede en del torsk, og Valentin synes det var alletiders oplevelse. Men IKKE om han vil spise dyret. Han har både prøvet dem almindeligt pandestegte og som frikadeller, og han har nu konkluderet at han ”åbenbart kun kan lide dem, når de er levende nede i vandet”. Ellers er der som sagt ikke så meget nyt på oplevelsesfronten. Vi har haft noget sne ind imellem, som I kan se på billederne, og nu er vi så bare spændte på hvornår det bliver liggende. Det bliver virkelig spændende at opleve vinteren. Valentin har lige i dag fortalt mig (jeg citerer – han er sgu så klog): ”Når det er sne, skal man bruge snehunde, men når det er is, så skal man bruge isbjørne.” Så nu er jeg spændt på hvad det betyder. Nå, men flere beretninger følger… Hav det godt og pas godt på hinanden.



Tilbage