30/12 2007

Så er der gået lidt tid, og nu er det på tide at få lidt skrevet igen. Der er jo unægtelig sket en del siden sidst…

I november skulle vi have besøg af far, da han alligevel var på Island med arbejdet. Men det var lige der omkring at vintervejret satte ind, og det er noget af en oplevelse. Der er jævnligt storm og det sner så godt som dagligt, og flyveren kunne altså ikke komme over. Andre steder på siden kan I læse om de forskellige storm-typer, og det er ret vildt. Ca. samme tid som far skulle have været her, skulle min kollega Finn hjem fra en tur til Danmark, da der havde været frimærkeudstilling i Forum. Han blev forsinket på Island i ret lang tid, og vejret har fortsat på samme måde i ca. to måneder nu. Filateli-kunder har ikke altid forståelse for denne situation, og vi har haft mange henvendelser på arbejdet om hvor bestillinger bliver af. Det er næsten pinligt at blive ved med at sige til folk, at det er forsinket på grund af dårlige vejrforhold, selv om det i virkeligheden er en mild underdrivelse, for man kan sagtens forstå dem. Hvis jeg selv sad i Danmark, og ikke havde oplevet disse vejrforhold, havde jeg sikkert reageret på samme måde. Men selv den meterhøje sne og de orkanagtige storme bliver hverdag for os. Jeg vil helt sikkert lægge meget mere mærke til det, når jeg kommer hjem igen, men lige nu er det bare sådan det er. Det jeg mest bider mærke i ved de her ekstreme vejrforhold er, at man føler sig uhyggeligt isoleret, når der ikke kan lande fly. Man kan heller ikke sejle, fordi storisen er på vej ind i fjorden, så man kan vitterligt ikke komme herfra, skulle det blive nødvendigt. Vi har i hvert fald været glade for, at vi ikke skulle nogen steder i julen, for de, der skulle til Danmark, har været noget nervøse for om de kunne komme af sted eller ej. Den bekymring har vi da i hvert fald ikke haft.

Og så er der jo lige det med bjørnen! Som I måske har set på billed-siden, har der været en isbjørn lige uden for byen. Jeg havde godt nok aldrig turdet drømme om, at jeg skulle nå at se en bjørn, de er jo ret sjældne her omkring. Tasiilaq ligger i et bjørneområde, fordi isbjørnene kommer ned langs kysten sammen med storisen. Men byen ligger samtidigt inde i en fjord, og dermed kommer de ikke så tit herind. Og så var der altså alligevel en for lidt tid siden. Der var en af pigerne på arbejdet der på grønlandsk sagde at der var en isbjørn, og vi forstod kun lige ordet Nanoq – og hvor den var set forstod vi intet af. Så fortalte hun det på dansk, og vi vidste ikke helt om vi skulle tro på det eller ej; det er jo ret utroligt. Efter nogle minutter fik vi af chefen grønt lys til at holde frokostpausen ude på vej ned at se dyret (han løb selv hjem efter kamera og snescooter), og så stak vi med det samme. Få minutter fra stedet, hvor den var, hørte vi skuddet, så hvis vi var løbet med det samme havde vi nok set den i live. Men at se det kæmpestore dyr var i sig selv meget stort – død eller levende! Og jeg rørte faktisk ved den, hvilket var ret cool. Det dummeste af alle spørgsmål cirkulerede mellem de, der havde rørt ved den: ”Er den stadig varm?”!!!! Vi snakker om et dyr, der svømmer rundt mellem isbjerge… hele tiden! Nok er det noget af en ”frakke” den render rundt med, men varm bliver den jo nok aldrig rigtigt! René var ikke helt tilfreds med mig, for jeg fik ikke lige adviseret ham – løb bare derud alt hvad jeg kunne. Han var nemlig hjemme den dag, fordi børnehaven ikke havde strøm, og derfor var lukket (den var altså ikke gået i Danmark). Efter nogle dage var han dog kølet ned igen, og kunne godt se, at hvis vi havde skullet have børn med derud, så havde ingen af os nået det. Så må vi bare håbe, at nok en bjørn vover sig herind. Der er blevet observeret et par stykker ved Kulusuk, så måske kommer der en til i løbet af vinteren, så også René kan se en i virkeligheden. De, der har været her altid, siger også at der findes en gammel isbjørne-rute, som bjørnene angiveligt følger. Det siges at de kommer ind fra havet oppe bag hotellet, går ind til drikkevandssøen og følger fjeldet ud mod blomsterdalen og går ud til havet igen inderst i fjorden. Det må jo betyde, at der af og til er bjørne, så vi håber stadig – naivt eller ej!

Og så har det været jul – med fugl (købt i august) og det hele. Det var rigtigt hyggeligt at holde juleaften bare os og børnene, men i dagene derefter var det noget tomt ikke at skulle rundt til familien. Til gengæld har vi rigtigt haft tid til at hygge os. Jeg har lige været på arbejde torsdag d. 27. men ellers har vi alle haft fri. Juleaften havde vi rigtigt god tid til at hygge os. Anden var stegt og alt det vi kunne var forberedt d. 23. Så dagen gik med at slappe af og hygge os med TV og alt det andet, der hører til. Om eftermiddagen gik vi i kirke til grønlandsk julegudstjeneste. Det var en flot oplevelse, med et af de mange lokale kor til at synge ind i mellem. Og det var faktisk heller ikke svært selv at synge med på julesalmerne (melodierne kender vi jo). Vi havde jo teksterne, og efterhånden har jeg luret de vigtigste udtaleregler. Men jeg måtte alligevel holde op med at synge, for Valentin grinede simpelthen så højt, han synes bare det lød SÅ fjollet. Nå, men der var også noget over at gå hjem fra kirken i den stille lyd af knirkende sne under fødderne. Den lyd bliver jeg aldrig træt af! Vi havde jo helt perfekt julevejr; meterhøj sne og små fnug der dalede i stille vejr – ikke ”grå jul” som i Danmark. Efter kirken fulgte en juleaften efter alle traditionernes regler med andesteg, ris á la mande, dans om juletræet og gaveregn! Det var givtigt, og vi takker mange gange for alle de fine gaver, det bliver fedt at intet skal byttes i år. Så slipper vi da for køen i Bilka.

Som jeg har skrevet før, så glæder vi os nu allermest til at fjorden fryser til, og vi kan komme med ud og køre på hundeslæde. René har lavet computer for en af sine kolleger, som har lovet en tur på slæden til gengæld. Og så glæder vi os også til forårets besøg af far i marts og Renés forældre i april – om altså vejret arter sig. Vi har efterhånden lært at se lidt afslappet på det med planlægning, det kan det virkelig ikke betale sig at bekymre sig om. Men vi vil alligevel krydse fingre for godt vejr, det ville da være dejligt at se folk igen. Hav det godt alle sammen, og pas godt på hinanden.



Tilbage