25/7 2008

Kan det snart betale sig at skrive dagbogsindlæg nu? Ja, det kan det og jeg kan lige nå det. Nu har jeg jo slet ikke gjort brug af denne funktion i år, så den sidste dag vi er i landet må være passende. Jeg kan da heldigvis se at René har holdt Jer underrettet…

Hvad er der så sket det sidste halve år, når nu sidste gang jeg skrev, var i juleferien? En hel del er vel en underdrivelse, og i virkeligheden ved jeg slet ikke hvor jeg skal begynde... Der var jo selvfølgelig de to besøg vi havde i løbet af foråret. I påsken havde vi det første besøg. Det var min far der kom op, og han blev kun forsinket en enkelt dag denne gang. Heldigvis blev han også forsinket en dag i den anden ende, så antallet af dage blev det samme. Da vi havde mange fridage fik vi rigtig god tid sammen og det var selvfølgelig dejligt. Det var fantastisk vejr. Helt stille vejr og høj solskin de fleste dage. Vi oplevede det meste nede på fjordisen. Jeg havde ikke tænkt på hvilket leben der ville være her i løbet af foråret. Men hver dag var masser af folk på isen enten for at fiske eller for at tage snescooter eller hundeslæde op i fjeldet. I påsken var der traditionen tro hundeslædevæddeløb på isen, og det var lidt sjovt at se så mange slæder linet op og fare af sted ud over isen. Vi var også selv ude at køre en tur på hundeslæde. Det er meget sjovt at have prøvet det, men vi fik ikke selv lyst at købe et spand med det samme. Det var også en kold tur, men alt i alt en meget flot og god oplevelse. I April havde vi så besøg af Renés forældre. Det bød ikke på helt så mange oplevelser for os. De fik dog selv en tur på hundeslæde ud over isen, mens vi var på arbejde. Men til gengæld havde vi god tid til at hygge os sammen og det var selvfølgelig rart endnu engang at være sammen med familien. Drengene har rigtigt nydt disse to besøg og har ikke været så glade for at skulle aflevere deres bedsteforældre i heliporten igen.

Ja, og så har vi jo fulgt naturen i løbet af foråret og forsommeren. Det var i sig selv en oplevelse. Lige så fascinerende det har været at følge isens komme, lige så stort har det været at se den bukke under for den meget stærke sol, der dag for dag har taget til. Til sidst har det været svært at få børnene i seng, fordi det er så lyst så længe. De små planter skyndte sig at bryde frem så snart sneskorpen blev tynd nok, og små vandudspring blev efterhånden til en stor elv igen som månederne skred frem. Kælken blev skilt ad og klapvognen fundet frem igen. Der var nogle lange uger hvor jeg skred rundt i byen som en anden Bambi på glatis, fordi sneen smeltede i løbet af dagtimerne på vejen, men frøs til glat is om eftermiddagen. Det var mine pensionist-søm ikke helt gearet til… eller også var det bare mig! Efterhånden som soltimerne tog til smeltede sneen uhyggeligt hurtigt, og det var særligt dejligt at følge med i, fordi vi jo vidste at det så gik mod den tid, hvor vi skulle hjem. Isolationen har vi også rigtigt mærket, synes jeg, i løbet af den sidste del af vinteren og foråret. Især de sidste uger inden skibet kom, begyndte vi at blive irriterede over det efterhånden som vi kun kunne købe kød og slik… groft sagt. Det var derfor en oplevelse at se det første skib anløbe i havnen med nye forsyninger. Det er i øvrigt en oplevelse for hele byen, som fejres med stor opmærksomhed og kanonsalut. Selvfølgelig overlever man vareudbuddet, det er jo kun en måneds tid det rigtigt er slemt med mangel på varer, men total-oplevelsen af at have været så isoleret i så lang tid var det der gjorde mig temmelig irritabel til sidst. Fordi jeg ikke er vant til det, tror jeg. Foråret har ellers ikke budt på så mange oplevelser, fordi det jo var hverdag med arbejdet osv. Og fordi vi havde oplevet en masse i løbet af efteråret og vinteren. Da det blev føre til det, nåede vi et par ture ud i blomsterdalen igen, og vi nåede den sidste dag i Tasiilaq ud at sejle og fiske. Valentin har fundet et idol i Jørn, skoleinspektøren, der kan fange to sæler på en gang! Så han havde lovet drengen en fisketur. Vi nåede det den sidste aften, da Jørn dagen forinden kom hjem fra ferie, og det var en god afrunding på et godt år i Grønland.

Så blev jobbet til en afviklingsaffære, og nedpakningen af vores liv her begyndte en uge før vi forlod Tasiilaq. Vi flyttede ud af huset og boede den sidste uge i TELEs indkvartering. På en måde var det som om ferien tyvstartede lidt her. Selvfølgelig var det vemodigt at tage af sted, men ikke så meget på grund af stedet som på grund af de dejlige mennesker, vi har mødt her. Vi har nu haft nogle gode dage rundt i Vestgrønland, som I har kunnet følge på foto siderne. Nuuk var selvfølgelig spændende fordi det er hovedstaden, men vi er glade for at vi ikke slog os ned der, da det ikke er så markant grønlandsk som Tasiilaq. Det er faktisk mest bare langt væk… Det samme kan siges om Illulissat, som minder mig om Blåvand – et fladt område der mest fungerer som turistmagnet. Det er naturligvis ikke kun negativt, vi oplevede mange positive ting her, som I også kan læse og se om på foto siderne. Uummannaq var mere som østgrønlands natur og et utroligt flot område, hvor vi også så en del hvaler. OG… ikke mindst… her spiste vi frokost i julemandens hus! Huset fra Nissebanden i Grønland står der stadig. Vi havde tænkt at det nok bare var et lille rum inden i og at selve rummet med hængebro og legetøjsmaskine nok var optaget i et studie. Men så mødte vi en mand i Illulissat, der sagde at det var fuldstændig som i filmen. Så steg vores forventninger jo lidt, men det viste sig selvfølgelig at vores forventninger har holdt stik – det er bare et lille rum. Men det var nu alligevel skægt at være der, selvom Julemanden desværre var taget ud at fiske den dag vi var på besøg. I Aasiaat er der også meget fladt og en helt anden natur, og også her har vi set en del hvaler. Så vi har haft en dejlig ferie.

Drengene er efterhånden ikke til at styre. De kan ikke overkomme mere og trænger til hverdag. Esben giver sig til at kalde på morfar og farfar hver gang han får et nej, eller vi skælder ham ud. Og også de voksne glæder sig meget til i morgen, hvor vi lander i Danmark… for mit vedkommende for første gang i et år. Så vil jeg glæde mig til alle de ting jeg har gået og drømt om; frisk mælk, fortove og lyskryds (i det hele taget trafik-kultur), fornemmelsen af en græsplæne under bare fødder, børnepasningsmuligheder med uddannet personale osv osv… listen er lang. Det bliver mest af alt dejligt at se alle de mennesker igen, som jeg har savnet i det lange år, men nu er der jo heller ikke så længe til… Grønland er nu ikke længere en drøm men et minde – vi ses lige pludselig ;-)



Tilbage